Så blev det december og det var underligt og stå af juleræset, vi holdt jul  før vi tog afsted og så pakkede vi sammen og var på vej.
Vi overlod hundene og huset til Jane, så alt var i bedste hænder.
Vi havde forberedt os i måneder. Peter er jo detaljens mand. han havde holdt os i kort snor for, at få alt på plads.
Tøj, sko - et par vandre sko, og et par klip klapper. rygsække, visum, timelding på den danske ambassades hjemmeside i Bolivia over danskere på rejse i landet, vaccinationer, gul feber, herpatitis A og B, tyfus, stivkrampe og drikke kolera. Værsgo og spis, vi fik også svine influenza vac. og Mads blev syg af det hele og besvimede op til flere gange. Vi fik mild svineinfluenza og lungebetændelse, men blev næsten friske til afrejse dagen.
Vi fik alt bagage til at fylde de lovlige 23 kg. pr. mand inklusive julegaver og det både vores egne, dem fra Helenes familie og til Anders og Lærke, de to andre udstationerede. Et kunst stykke når man ved, hvor meget vi altid slæber med.
Vi medbragte også bøger, slik, jule kryddrerier, marcipan og honning.

Vores rejse rute var CPH. - Heathrow - Miami - La Paz - Santa Cruz
En tur på sammenlagt 30 timer.
Peter styrer alle vores pas, billetter, papirer, han har brugt timer på, at læse om alt vedr. Bolivia. Så han er lidt foran mig og jeg beslutter at få læst op på vejen. Vi har vores Lonely Planet og Food Print, samt Politikens guide med i håndbagagen.

Gitte kørte os i lufthaven tidligt d. 15. december på vores 30 års bryllupsdag...
Peter formåede at glemme solbrillerne i bilen, så Gitte kom lige retur med dem, og så var det bare synd, hvis noget var glemt, vi var på vej.
Bagagen blev afleveret og vi fik besked på, at den ville vi ikke se igen før vi ankom i Santa Cruz.  Når man har prøvet, at miste sin bagage på vej til Rom, så tænker man, kan det her gå godt? Helt til Sydamerika.....
Vi gik til sikkerhedscheck, og derefter i Dinners lounge for at spise morgenmad. Så skulle vi lige handle lidt og så var tiden inde til at gå til gaten.
Vi fløj til Heathrow og det gik fint, igen sikkerhedscheck og så lidt mad i lufthavnen for så at tage et metro lignende tog under lufthavnen til ny gate.
Næste fly er kæmpe, en airboss der skal bringe os om på den anden side af jorden. Vi kommer til, at sidde på fire sæder midt i flyet, der er god plads, skærm til hver plads, pude, tæppe, tandbørste,  sokker og 30 film kanaler. Vi får god forplejning under turen, alle er venlige og de ni timer i luften går ret hurtigt. Vi sover lidt og er pludselig fremme i Maiami.
En gammel lufthavn under renovering, der er svampe lugt, ventetid, og dårlig stemning. Vi venter på, at bliv sluppet ind i USA, på trods af at vi hjemmefra har meldt vores ankomst, skal vi nu igen bevise hvem vi er. Vi står i kø og endelig kommer vi til politiet. Det er som at være med i en film, man tror ikke at ting kan forgå på sådan en måde. Luften er tyk, bure med bistre politifolk, vi holder vejret - her skal ikke grines og trædes ved siden af.
Vi har i flyet udfyldt formularer, med tilladelse om indrejse, en gentagelse af det arbejde Peter foretog for en måned siden. De afleveres nu ved skranken og vi får scannet vores hænder og fotograferet iris i øjet, man føler sig lidt forbryder agtig. Vi slipper igennem og er nu modne til mad og ender med en burger og cola i denne triste lufthavn, hvor vi skal vente 5 timer, samt en times forsinkelse.
Så er der igen sikkerhedskontrol og det er nærmest på cowboy vis, sikkerheds damen fjerner mine briller med et "I love theese" hun synes bare mine lilla briller er et hit. Vi slipper igen igennem og så venter vi på gaten, pludselig meddeles det, at det er en anden gate og så må vi ud at lede igen.
Vi boardes omsider, det hele er lidt rodet og ikke så fint som hos British Airways.
Vi kommer tilsidst afsted og efter en times flyvning, hvor alle er faldet i søvn forsøger de, at vække folk med varm mad. Det går ikke ret godt og de fleste får ingen mad. Man får ikke andet, heller ingen drikkevarer, sådan er servisen hos American Airlines.
Det er blevet lyst da vi når frem til La Paz, her sker en teknisk mellemlanding for dem der skal flyve videre. Det eneste der ikke fortælles er, at man nu ikke kan bruge toilettet under landingen, da der er sikkerhedcheck..
Under turen har vi haft selskab af Silvia og Svend, en Boliviansk kvinde der har været gift i Danmark, hendes søn på 28 år hedder Svend  og han er handicappet. Denne venlige kvinde har fortalt os en masse om Bolivia og sågar inviteret os, hvis vi kom forbi, i Santa Cruz, hvor de er på ferie. 
Alle der skal af i La Paz går ud, os der er tilbage mødes nu af sikkerhedspersonale der, beder os om, at identificere vores bagage. Alt endevendes, sæder skilles, sæde lommer tømmes og med metal detekter undresøges hele flykabinen. Endelig bliver der toilet adgang og lidt efter er vi igen på vej. 
Efter 1 1/2 times flyvning lander vi i tropiske Santa Cruz, der er meget grønt, palmer og vi har nydt indflyvningen hen over Andsbjergene og vi kan se Amazonfloden fra luften, solen skinner. Vores eventyr kan begynde og sommerfuglene i maven hopper rundt, kan næsten ikke vente med, at se Jonas og Helene.
Vi lander,  kommer af og ind igennem lufthavnen, er lidt i tvivl om vi skal betale for indrejse, det skal vi ikke. Så er der bagage kø og pludselig kan vi se Jonas og Helene ude bag en rude, tænk at ens søns ene arm, kan bringe tårene frem med lyn tempo. Vores bagage er også landet det hele er der og vi tager afsked med Silvia og går mod udgangen.
Så er vi fremme og Jonas og Helene står glade og tager imod, et af de bedste øjeblikke i vores liv. Eventyret kan begynde....